Det lyseblå håb for kunsten

 



En valgkamp kan få det værste frem i os. Aggressive og krigeriske følelser. Jeg sidder lige nu og ser en tv-debat mellem toppolitikere. De er vrede på hinanden, sådan ægte indignerede og meget ophidsede. De har ikke lyst til at lytte til hinanden og råber højere og højere for at overdøve modpatrens argumenter. Alt ialt ganske forstemmende. Er det virkelig det højt (selv)roste danske demokrati, vi her ser i fuld udfoldelse?

Lad os i stedet beskæftige os med en konstruktiv og fremadrettet følelse. Håbet. Hvilket lyseblåt og poetisk håb kunne vi have i forbindelse med valget? Der er mange ting, vi kunne håbe på, flere arbejdspladser, højere lønninger, lavere skatter, mere forskning, kortere ventelister, flere penge til de ældre, flere penge til børnefamilierne, større integration, mere dynamik osv osv. Alle ønsker kan nu nok ikke opfyldes samtidig. Men ét område burde alle parter og partier egentlig kunne være enige om: kunsten og kulturen.

Vi kan alle lide den store oplevelse af en god film, en fed rockplade, en flot opera, en smuk eller næsten smuk operabygning. Vi har ikke samme smag allesammen, men vi kan alle få en stor oplevelse af kunsten i en eller anden form. Men hvis vi skal bevare muligheden for at opleve kunst, der skabes her i vores lille land, så må vi enes om at forsvare de forudsætninger, der skal til, for at den kan blive produceret. Vi er et lille land og har alligevel fremragende kunstnere, der producerer store værker, som opnår hele verdens opmærksomhed og anerkendelse inden for maleriet, arkitekturen, scenekunsten, filmen, litteraturen, musikken og designkunsten. Og alligevel er vores lokale produktion af kunstneriske værker hårdt truet - først og fremmest det brede vækstlag, som er den helt nødvendige forudsætning for den store kunst og de store kunstnere. Det er her, det hele starter.

Kunsten er nemlig blevet en af verdens bedst sælgende varer. Og det har købmændende selvfølgelig for længst fundet ud af. De handler med kunsten over alle grænser og på den måde får både god og dårligere kunst en stor udbredelse - hvad der alt ialt er rigtig godt. Der er bare det ved det, at de fleste købmænd ved mere om penge end om god og sandhedssøgende kunst. Og mange af dem er rent ud sagt grådige. De bliver gode til at lave kalkulerede kunstneriske succeser, som i virkeligheden ikke har ret meget at gøre med den rigtige kunst, der lever af intuitionen, indlevelsen og ærligheden. Og købmændene får mere og mere magt over kunstproduktionen.

Kunsten er beskyttet af ophavsretten. Den blev vel egentlig indført for at sikre tilskueren den bedst mulige øjeåbnende kunst. Men ophavsretten har i mange år været under stærkt pres af købmændene. Der er kun nogle ganske få instanser, der har chance for at dæmme op for de voldsomme kræfter, der buldrer løs på det internationale kunstmarked, og det er staterne, regeringerne og EU. De har chancen for at beskytte den gode og nysgerrige kunst mod den del af markedet og kapitalen, der er grådig frem for ansvarsfuld. Det er godt med frihed, men den kan sgu også overdrives.

Så et stort forfængeligt lyseblåt eller lysegrønt eller lyserødt håb for valget kan på kunstens vegne kun være, at de, der får regeringsmagten og ansvaret, fører en kulturpolitik, der for alvor sætter ind på at forsvare ophavsretten, den enkelte kunstner, og den ægte, ukalkulerede kunst. www.globaliseringen.com har forlængst ramt de lokale danske kunstmarkeder på godt og ondt. Det gode er, at vi får en masse spændende oplevelser udefra, det negative er en form for ensretning og populisme. På de danske tv-stationer hersker der fx den misforståelse, at god kunst ikke kan være bred. De synes fx, at dramaproduktionerne skal kalkuleres og konstrueres på bekostning af det uventede og uberegnelige, der er en del af ethvert stykke ægte kunst. For en sikkerheds skyld. Det er jo så dyrt at lave tv-serier. Det må ikke gå galt. Der må ikke være mindre end halvdelen af landets befolkning, der ser den seneste serie.

Den der globalisering og kommercialisering af smagen skal altså begrænses og reguleres. Det er ikke let. Og i hvert fald kræver det en regering, der kan gennemskue mekanismerne i kunstmarkedet og som er klar til at forsvare kvalitetskunsten og ikke mindst det vækstlag, der er forudsætningen for, at den kan vokse sig frem og blive stor og stærk. Det håber vi, vi får. Det er vores lyseblå håb.

Franz Ernst
formand